Ordblindeunderviser

DOF Lillebælt udvider tilbuddet til vore kursister med ordblindeundervisning for voksne (over 25 år), og vi søger den rette til at være ankerperson på dette initiativ. Ud over selv at undervise og vejlede vil du skulle være omdrejningspunktet for udveksling af viden og erfaringer med de øvrige OBU-undervisere, der kommer til. Du får mulighed for at sætte dit personlige præg på indhold, metoder og kvalitet i vores tilbud.

Du skal have bestået fagmodulerne 3 og 5 (hver 10 ECTS)indenfor den pædagogiske diplomuddannelse, Undervisning i læsning og matematik for voksne, eller have tilsvarende kvalifikationer. Andre indgange til stillingen kan f.eks. være en uddannelse som audiologopæd.

Som aftenskole lægger vi vægt på at kunne give vore kursister en nærværende og personlig kursusoplevelse i et overskueligt og trygt miljø.

Undervisningen kommer dels til at foregå i vore egne lokaler i Brenderup, dels på virksomheder forskellige steder på Fyn. Du kommer til at arbejde med små hold med 2-6 deltagere, og individuel vejledning til kursisterne er en del af opgaven. Selve undervisningen forventes igangsat fra januar 2018, men der kan allerede i efteråret blive brug for din indsats til at forberede aktiviteten.

Hvis du har de krævede kvalifikationer, synes det lyder spændende at være med til at udvikle OBU som aktivitet inden for en folkeoplysende ramme, og hvis en ansættelse på nogle få timer om ugen passer til din livssituation, så er det måske dig, vi leder efter. Send en kortfattet skriftlig ansøgning med oplysning om relevant uddannelse til rune@aftenskolerne.dk, så hører du fra os.